Af Maja Jepsen og Trine Rosenbæk
En sand kærlighedshistorie udspillede sig på egnen omkring Underup, Torp og Vorbjerg i første halvdel af 1800-tallet. Forelskelsen mellem den danske soldat, Anders Rasmussen, og den franske guldsmededatter og halvadelige, Gabrielle Couderon, overvandt sprog, tro og landegrænser – og en hest blev omdrejningspunktet for fortællingen om og udødeliggørelsen af deres kærlighed.
Historien om Gabrielle, Anders og hesten ”Messingjens” rummer både glæde og sorg, og binder vores lokalområde sammen med Napoleonskrigene og den danske præst og nationaldigter, Steen Steensen Blicher.
Hvordan Anders mødte Gabrielle
Anders Rasmussen var en bondedreng af god familie fra Egebjerg ved Horsens. I 1810, da Anders var 21 år, blev han indkaldt til ”hestefolket” – Infanteriregimentets dragon- og musketerkompagni – hvor han skulle tjene som soldat. Sammen med regimentets 1. bataljon drog han i november 1815 mod Frankrig i en fredsbevarende besættelsesstyrke, der skulle sikre, at Frankrig levede op til aftalerne med de allierede om udbetaling af krigsgæld, ro og stabilitet efter Napoleons nederlag ved Waterloo tidligere på året.
Marchen fra Kiel til Frankrig tog 57 dage, og først i januar 1816 nåede regimentet frem til byen Arleux i departementet Pas de Calais i Nordfrankrig. Her blev Anders indkvarteret hos en velhavende, halvadelig guldsmed ved navn Phillipe de Bercon, som var meget imponeret af de flotte og vellidte danske dragoner.
Phillipe de Bercon skulle imidlertid komme til at fortryde denne ordning bitterligt.
Guldsmeden havde nemlig én eneste datter – den gudesmukke Gabrielle Couderon Phillipe de Bercon. Og mens guldsmeden var fascineret af de danske ryttere i almindelighed, så havde den smukke pige med de brune øjne og den blændende sorte hårpragt kun øje for én soldat – den rødblonde Anders Rasmussen.
Hvordan Anders fik den smukkeste pige og regimentets bedste hest
Anders var i Arleux i tre år. Under opholdet forelskede de to unge mennesker sig inderligt i hinanden, men guldsmeden var ikke begejstret for den unge kærlighed. Måske var han bange for at miste sit eneste barn til en mand, der kom så langt borte fra – måske kunne han ikke forestille sig sin smukke, halvadelige datter leve et ordinært bondeliv i Danmark. Da Anders bad om Gabrielles hånd, tilbød guldsmeden ham i hvert fald i stedet 1500 rigsdaler for at lade både hende og familien i fred.
1500 rigsdaler var en formue for den unge soldat, som med den slags penge kunne erhverve sig en mellemstor gård i Danmark. Men Anders afslog tilbuddet og foreslog i stedet Gabrielle en dristig plan.
Anders havde på det tidspunkt – efter et længere sygeophold på det lokale hospital i sommeren 1816 – fået overdraget sin bedste ven og kollega Claus Vattrups hest: Messingjens. Claus var bekymret for sin egen overlevelse og ville sikre sig, at hesten var i de bedste hænder. Messingjens var regimentets bedste hest – en jysk hest – smuk, stor og stærk – stærk nok til at bære to personer hele vejen fra Frankrig til Danmark!
Planen var vovet, og Anders og Gabrielle turde ikke indvie nogen i planerne.
Flugten til Danmark
D. 25. oktober 1818 fik de danske tropper ordre til at vende hjem til Danmark. Hjemmarchen skulle begynde allerede to uger senere. Gabrielle måtte nu endelig beslutte, om hun skulle blive hos sine forældre i sit rige, trygge hjem – eller om hun og Anders skulle gennemføre deres vovede plan på jagt efter evig kærlighed. Hun besluttede sig for planen!
Aftenen før afmarchen gik hun – uden at sige et ord om det til sine forældre – ned til den nærmeste sø. Her havde Anders skjult en dragonuniform i buskadset. Gabrielle iklædte sig uniformen og lagde sit eget tøj ved bredden. Når forældrene fandt tøjet dér næste dag, ville de tro, at Gabrielle havde druknet sig af sorg over at have mistet sin danske soldat.
Da de danske tropper næste morgen red forbi søen, kom Gabrielle forsigtigt frem fra sit skjul og bad om et lift, netop som Anders red forbi på Messingjens. Gabrielle steg op bag på hesten – og for at ingen skulle ane uråd om, at der var en kvinde i følget, klistrede de lidt hår fra Messingjens’ man fast på Gabrielles overlæbe.
De danske soldater havde været populære, og det viste sig efterhånden, at flere franske kvinder end Gabrielle var fulgt med tropperne og deres elskede nordpå. Men marchen var strabadserende, og efterhånden som kulden og blæsten tog til, vendte kvinderne grædende om og drog hjemad. Kun ét elskende par var tilbage, da de passerede den franske grænse: Anders og Gabrielle – for som de gentagende gange skulle have sagt: ”Så længe vi har Messingjens, skal det nok gå”.
Giftemål og nye trængsler
Da felttoget omsider nåede Danmark omkring juletid i 1818, kunne Anders og Gabrielle endelig lade sig vie af feltpræst, Kristoffer Nyholm. Langt om længe var de mand og kone, og Anders fortalte begejstret Gabrielle om den gård, de skulle overtage fra hans far, når de vendte hjem til Egebjerg.
Anders afmønstrede i Fredericia og købte Messingjens for en del af hans løn. Hesten skulle bære dem den sidste vej hjem til den fædrene gård, hvorefter den skulle have lov at leve et roligt liv på gården. Anders var glad og stolt af sine præstationer, og han så frem til at vise sin smukke kone frem for familien.
Men det unge pars trængsler var stadig ikke ovre. Endnu et ubøjeligt faderhjerte skulle forsøge at skille det nygifte par fra hinanden.
Da Anders præsenterede Gabrielle for sin far, var hans eneste kommentar: ”Har hun noget med?”. Da Anders svarede, at der ikke var nogen medgift, men at det eneste Gabrielle havde medbragt fra Frankrig, var hendes gode hjerte, sendte faren hende på porten. Gabrielle græd og Anders rasede – men ingen skulle skille det unge par ad. Sammen havde de klaret værre udfordringer – og denne skulle de også nok overkomme!
Liv og død på Torp Mark
Efter de var blevet smidt bort fra farens går, henvendte Anders og Gabrielle sig på Hansted Hospital, der fæstede jorden omkring hospitalet ud til fattige bønder. På den måde fik de overladt et husmandssted i landsbyen Torp lidt nord for Torp Skole (matrikelnr. 15), og Anders blev samtidig skovfoged for Hansted Hospitals skov i Underup Sogn: Torp Nørreskov.
Efter nogle års hårdt flid og takket være Anders’ gode økonomiske forstand, købte de af Erik Nichelsen på Torp Søndergård en jordlod på Torp Mark (matrikel 5b) og byggede sig et lille husmandssted. Messingjens hjalp stadig til med at slæbe tømmer til huset og dyrke jorden, selvom han nu var blevet en gammel hest.
Mens de boede i Torp, fik Anders og Gabrielle alle deres seks børn: Kirsten, Karoline, Rasmus, Maren, Gabrielle og Anders.
De tre ældste børn var tilstede, da Messingjens i 1826 døde mæt af dage. Anders nænnede ikke at trække skindet af ham for at garve det og heller ikke at smide ham på møddingen, så høns, svin og hunde kunne hakke og bide i ham. Jens blev i stedet behørigt begravet ved kålgårdsdiget under den gamle abild, som tak for lang tids tro tjeneste (denne del af fortællingen om Anders, Gabrielle og Messingjens er på levende vis gengivet i slutningen af Steen Steensen Blichers fortælling om ”Messingjens” fra ”E Bindstouw” – se note 1).
Ikke kun en lykkelig fortælling
For Gabrielle blev livet i Torp ikke nogen dans på roser. Hun faldt aldrig rigtigt til på egnen blandt de østjyske bønder. Hun lærte ikke rigtigt sproget – nok fordi Anders og hun talte fransk sammen. Og selvom hun af og til besøgte godsejer Stranges hustru på Julianelyst, som kunne tale fransk, eller tog til katolsk messe i Horsens, så var hun ensom i Danmark. Hun savnede sin familie og det smertede hende, at hun ikke kunne opdrage sine børn i den katolske tro – ja hun måtte end ikke bære sine egne børn ved deres dåb i Underup Kirke. De lokale bønder forstod hverken hendes sprog, hendes tro eller hendes baggrund.
Én gang om året – når Anders som skovfoged over Hansted Hospitals skov ved Torp holdt det traditionelle gilde for de fæstebønder, der havde ret til træ fra skoven – var Gabrielle dog i sit es. Her serverede hun fransk mad, der var meget eftertragtet blandt de lokale bønder. Fortællinger om den franske kvindes kogekunst er gået vidt omkring fra mund til mund.
Så længe Anders levede, klarede Gabrielle livet i Torp – han var hendes støtte og klippe – og deres kærlighed levede livet ud.
Men d. 20. februar 1845 døde Anders som 56-årig af tuberkulose, og fra denne dag mistede Gabrielle sit faste holdepunkt. Hun blev tungsindig, depressiv og uligevægtig – og vandrede af og til på må og få mod syd for at komme hjem til Frankrig. Hver gang måtte hendes børn ud for at hente hende hjem.
Efter Anders’ død blev Gabrielle boende med sin voksne søn Rasmus, der havde overtaget gården, på Torp Mark. Men i 1853 blev hun, pga. sin tiltagende sindssyge, umyndiggjort, og de sidste to år af sit liv levede hun indespærret hos sin datter, Karoline, på den gård, som hun og Anders startede med at fæste, da de først kom til Torp i 1819.
D. 12. oktober 1855 døde Gabrielle. Skønt hun blev 64 år gammel, var der ikke et eneste gråt stænk i hendes sorte hår, som børnene hver arvede en lok efter. Hun blev begravet ved siden af sin Anders på familiens gravsted på Underup Kirkegård, nordøst for kirkens kor. Graven er i dag sløjfet, men på kirkegården står en mindesten med teksten: ”Gabrielle Couderon Phl de Bercon * 1791 i Arleux i Frankrig. Kom til Torp 1819 paa hesten ”Messingjens” + her 1855 begr. i Underup”.
Hvordan historien holdes i live i sognet
Lokalhistorikeren, Jens Balle Jepsen, skriver i forordet til bogen ”Slægten efter Gabrielle og Anders” fra 1986: ”Anders Jensen, der var barnebarn af Gabrielle og ejede hjemmet på Torp Mark [matrikel 5b], hørte til mine forældres gode venner. Af de grunde kom jeg som dreng på ferie i hjemmet, så allerede som 6-årig fik jeg mine første indtryk af den franske piges historie, samt om hesten ”Messingjens”, der lå begravet i haven. I dag er både bygninger og haven til ejendommen sløjfet, så det er nu ikke let at finde hestens grav. Det er mit ønske at beretningen her må være med til, at den franske piges skæbne i mange år må holdes i live her i sognet, samt at hendes efterkommere må kunne finde hinanden”.
Jens Balle Jepsen fandt under tilblivelsen af bogen frem til over 700 efterkommere efter Gabrielle. Nogle bor stadig på egnen omkring Torp, Vorbjerg og Underup – andre er bosat så langt borte som USA. Mange af parrets efterkommere bærer i dag stadig slægtens to fremherskende hårfaver: Anders rødblonde og Gabrielles sorte hår.
I forbindelse med projektet ”Tryg Landsby” i Underup, Vorbjerg og Torp er det beboernes ønske, at historien igen får nyt liv, således at både børn og voksne i området igen bliver bekendte med, at der her på egnen har udspillet sig en ganske fortryllende kærlighedshistorie mellem en dansk soldat, en fransk kvinde og deres trofaste hest, Messingjens.
Er det ganske vist?
Er historien sand?
Ja, historien er grundlæggende sand, selvom elementer i fortællingen kan være opdigtede eller overdrevne under de mundtlige overleveringer. Der findes både mundtligt overleverede og skriftlige kilder, der bekræfter fortællingens hovedpunkter – herunder kirke- og tingbøger, fæste- og skødeprotokoller, optegnelser fra feltpræsten og hærens arkivalier.
Endeligt har den danske nationaldigter Steen Steensen Blicher udødeliggjort fortællingen, som han fik overleveret fra sin tækkemand, Claus Vattrup, mens Blicher arbejdede som præst i Torning. Claus var den soldat, der gav Anders Messingjens under sygeopholdet i Frankrig (bekræftet i Anders’ journal fra hæren). Mens Vattrup tækkede huset, fortalte han Blicher om Frankrigsturen sammen med Anders Rasmussen og hesten ”Messingjens”. Blicher stod nede i gårdspladsen og nedskrev fortællingen, der senere blev til novellen om ”Messingjens”, der er omtalt i ”E Bindstouw”. Dog bruger Blicher navnene Helle og Rasmus Oustrup i stedet for Anders og Gabrielle, ligesom der også er ændret i fortællingens geografiske kontekst.
Når fortællingen om Anders og Gabrielle har interesseret Blicher nok til, at han har skrevet den ned, skyldes det formentlig den udtalte kærlighed til hesten, Messingjens. At en bonde dengang har gjort sig den ulejlighed at begrave en stor hest i køkkenhaven, vidner om et helt særligt bånd og venskab mellem hest og ejere, som Blicher formentlig, med datidens briller, har ment, var noget ganske særligt og enestående.
Messingjens eller Mesingjens?
Hestens navn har i de fleste mundtlige og skriftlige overleveringer overtaget Blichers mundrette navn: ”Messingjens”. Retteligt hed hesten dog Mesingjens, idet den oprindeligt kom fra landsbyen Mesing, nord for Skanderborg.
Guldsmed og halvadelig?
Gabrielles slægt er bagudrettet langt vanskeligere at sige noget om end Anders’. Dette skyldes, at byen Arleux blev hårdt medtaget under såvel 1. som 2. Verdenskrig. Der findes derfor ingen kirkebøger eller andet, der kan bekræfte hendes oprindelse. Det første skriftlige materiale, man støder på med hendes navn, er den friseddel fra 27. august 1818, der giver Anders tilladelse til at indgå ægteskab med ”Jomfru Gabrielle Couderon af Kommunen Arleux á Sailly” mens han samtidig forpligter sig til, at oplære deres eventuelle børn i den luthersk-evangeliske tro.
En ting, der kunne tale imod, at Gabrielle skulle have været datter af en rig og halvadelig guldsmed skulle dog være det forhold, at hun – da hun skulle underskrive kirkebogen i forbindelse med sin overgang til den luthersk-evangeliske tro d. 2. april 1837 – har underskrevet ”med ført pen”, hvilket typisk kun blev gjort for mennesker, der ikke selv kunne læse og skrive. Det ville være underligt, at en kvinde med Gabrielles baggrund ikke skulle have tillært sig disse basale skolekompetencer. Omvendt kan den førte pen også have været udtryk for, at attestationen måske ”bare er foretaget af præsten” uden at hun er blevet bedt underskrive.
Var Anders uvenner med sin far resten af livet?
Baggrunden for, at Anders, som den førstefødte, ikke arvede farens gård, kendes ikke med sikkerhed. Dog døde Anders’ mor, mens han var i Frankrig, og faren giftede sig på ny. At Anders ikke arvede gården kan skyldes en aftale mellem faren og dennes nye hustru. Det vides ikke, hvordan Anders’ forhold til faren blev, efter Anders bosatte sig i Torp. Dog vides det, at hans søstre har båret flere af hans børn til dåben, hvorfor Anders i hvert fald ikke har undsagt sig hele sin familie.
Var det noget særligt?
Ja, at dømme ud fra Oberst Jacob Thode Ræders Barndoms- og Ungdomserindringer ”Memoire og breve” klarede kun ét af de (efter sigende 18) forelskede par, der tog afsted med det danske kontingent fra Frankrig, hele turen tilbage til Danmark: Anders og Gabrielle.
Hvordan ved man, at Gabrielles hår var sort?
Anders og Gabrielles børn fik hver en lok af Gabrielles hår ved hendes død. Hårlokkerne blev hængt på en mindetavle, der i en årrække hang i hjemmet på Torp Mark. Senere blev mindetavlen doneret til Blicheregnens Museum i Thorning, hvor den (vist nok) stadig hænger.
Hvor er hesten begravet?
Gården på matrikel 5b blev sløjfet i 1950’erne. Derfor kan ingen længere med sikkerhed udpege stedet, hvor Messingjens er begravet helt præcis. Dog har flere lokale fået udpeget stedet som børn, og Rudolf Thomsen, tidligere ejer af Urupvej 15, er flere gange i forbindelse med pløjning af jorden stødt på fundament og brønd fra Anders og Gabrielles ejendom. Messingjens skulle være begravet på ejendommens vestlige side, hvor køkkenhaven lå. Vi har lokaliseret ejendommen til breddegrad: 55,9465 og længdegrad 9,7396 på Torp Mark mellem Urupvej 15 og Urupvej 17.
Historien fortalt af elever på Nim Skole (bemærk: lydfil):
Note 1: Steen Steensen Blicher:
”De æ san, a håd næe glemt o fåtæl, hvordan de gik ”Messingjens” Da vi kom te Håssens så håd han udtjent, o blev sålgt sammel mæ nove anne udsættere. A kjøvt ham, sjel om han kost val møj, men a såe te ham ”Messingjens a vel ha dæ å plej dæ på di gammel daw, de håe du fortjent”.
Ho Ho så han, de hovet ham, a narret ham heller ænt, a håd ham o syven oer, å han håd beje dav en a sjel håd, få han bestelt et ant en a rej på ham te Håssens en gpng imel, o i æ sædte o i æ høsten ku han gjø en bied ihvessomda.
Men vi ka e løv te evig ti, Jens måt osse astej. A hod en gong van hjemfræ en fie daw, o da a kom ind i æ goe, wa de e en løwen mennesk å si hverken op helle nie, untavn mue, dæ stod dæ o ragt i æ grød o æ skåstien. Guds frej så a, hvordan eret fat, hue æ ål di anne. Di æ ud ve ”Messingjens”, han er ve o støvt.
A gik derud, de stod om ham både Helle å bege vo bøen o æ pigh, og Jens lå imel dem o hans sih.
”De æ nok skit mæ dæ så a”. Han løvt hans hovi å so så nolle på mæ å sokket, å lå hans hovi nie igjen, strækket hans bien, å døe.
Helle Så a: ”Han ska begrawes hæderligt, a vel ett træk æ kjovl ov ham for ålle de, han ska jordes i æ kålgoe, få a vel hverken ha svin eller hund te å snag i Ham.
Så kom han da osse te o leg onder den stue avild, som mi fåe håd stammet, o hvæ gong a sie æ træ, så tænker a po ”Messingjens”.
Kilde: Gengivet fra ”Slægten efter Gabrielle og Anders” samlet af Jens Balle Jepsen og Tage Skov Jensen, 1986 (i bogen findes, foruden forfatternes egne beskrivelser, gengivelser og kopier fra flere artikler og ugeblade).
