Af Jens Balle Jepsen, Underup Skov, 1987
Redigeret af Trine Rosenbæk
Baggrund
Da jeg i februar 1987 blev bedt om at holde et foredrag i Honum Hjemmeværnsgård for Hjemmeværnspersonellet i Kompagni 3518 om mine indtryk under den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-45, samt om modstandsbevægelsens opståen her på egnen, randt det mig pludselig i hu, at hvis modstandsbevægelsens historie i Nim ikke blev nedskrevet nu, så ville det være for sent om 10 år.
Jeg talte med nogle af mine tidligere kammerater i bevægelsen herom, bl.a. Peter Troelsen, nu bosat i Juelsminde. Jeg mente, at han var selvskrevet til at klare dette, men han bad mig gøre det, og sammen fandt vi så frem til, hvad der var at berette.
Nu er der jo skrevet så meget om den tyske besættelse, om den 29. august, om jødeforfølgelsen og arrestationen af det danske politi, så det vil jeg afholde mig fra, og kun fortælle om, hvordan jeg oplevede besættelsen, og om hvordan modstandsbevægelsen opstod i Nim.
Jeg vil så aflevere manuskriptet til Hjemstavnsarkivet i Brædstrup, så det kan blive bevaret for vores efterkommere.
Krigens første tid
Når jeg skal fortælle om mine oplevelser af indtryk under krigen 1940-45, så må jeg begynde med den følelse af afmagt og choktilstand, vi vågnede op til om morgenen den 9. april 1940, da de tyske transportmaskiner drønede hen over os på vej til Norge. Vi følte os lammede den første tid, men efterhånden fandt vi sammen til møder og alsang, og det danske sammenhold har trods de mange afsavn aldrig været større end under krigen.
En ting fandt vi hurtigt ud af, det var at lytte til den danske stemme fra London. Den danske radio var jo censureret af tyskerne, men her fra London fik vi et sandfærdigt billede af, hvordan det stod til på de forskellige fronter.
Krigen til hverdag
Jeg er opvokset på Kollerup Overgård, og her var vi nabo til godset på Julianelyst. Vi var fem søskende – to søstre og tre brødre – af de sidstnævnte var den ene politibetjent. Han undslap dog lykkeligvis tyskernes arrestation i 1944.
I 1942 var jeg blevet gift med Eva Lund. Vi blev bestyrerfolk i Østre Nykirke præstegård, hvor vi havde tyskerne på nærmeste hold, for hver dag holdt de skydeøvelser i lyngbakkerne 200 meter fra præstegården. Det hændte flere gange, at de med deres lyssporeprojektiler satte lyngen i brand, og så havde vi et værre mas med at få ilden slukket igen.
Uden for vores bolig stod der, hver gang de afholdt skydning, en vagtpost, som skulle forhindre al færdsel ad vejen forbi skydebanen. Disse vagtposter blev efterhånden yngre og yngre, og i 1943 var det knægte på 16 år. En dag var sådan en gut faldet i søvn på sin post, og jeg kunne ikke dy mig fra at råbe til ham: ”Habens du gut geschlafen?” Jeg har aldrig set et menneske vågne med et så skrækslagent udtryk i ansigtet.
I efteråret 1943 flyttede vi atter tilbage til Kollerup. Her opholdt vi os til foråret 1945, da vi købte ejendommen her, hvor vi stadig bor [Skinderhusvej 4, red.].
Modstandsgrupper og modtagergrupper
Efter fjernelsen af politiet troede tyskerne, at de ved at stramme grebet om befolkningen kunne true dem til at holde sig i ro, men hadet til dem blev endnu større, og modstandsbevægelsen voksede støt. De mange sprængninger, disse foretog på den jyske længdebane, sinkede tyskerne meget.
Modstandsbevægelsens største fare lå dog ikke hos tyskerne, men hos deres danske håndlangere – de såkaldte stikkere, som gjorde ubodelig skade. En af de første modstandsgrupper, der blev revet op på grund af disse stikkere, var Hvidsten-gruppen.
En aften i det tidlige forår 1945 kom vi derhjemme i Kollerup til at overvære en våbennedkastning i Julianelyst Enge. Det var godsejer, Poul Hansen, der sammen med sine elever og medhjælpere havde dannet en modtagergruppe, og det var dem, der denne aften skulle modtage en sending. Det var måneskin, så vi kunne tydeligt se, hvad der foregik. Det blæste ret kraftigt, så nedkastningen blev lidt forfejlet. Vi så, at en container hængte sig i et stort træ, mens en anden drev op og gik gennem taget på godsets hovedbygning. Træet blev straks fældet – værre var det med taget, her skulle der håndværkere til, og af dem havde man heldigvis nogle, man kunne stole på.
Nimgruppen blev dannet
Jeg havde længe gået og ventet på at komme med i modstandsbevægelsen og håbede bare på en lejlighed til at træffe folk, der havde forbindelse hertil. Men det var ikke så let, for folk var meget forsigtige nu.
I Nim var der i foråret 1944 dannet en modstands- og modtagergruppe. Det var pastor Fonager, som tog initiativet hertil. De første, han henvendte sig til, var snedkermester Peter Troelsen og smedemester Chr. Rasmussen i Nim. Sammen fandt de frem til de øvrige medlemmer, og gruppen kom til at bestå af 11 mand med Fonager som leder og kontaktmand til modstandsbevægelsen i Horsens.
Hedelunds mark
Man fandt en nedkastningsplads på Hedelunds mark mellem Nim og Hvirring. Pladsen var meget velegnet til formålet, og den blev hurtigt godkendt både i Horsens og London – den fik kodenavnet ”Winston”.
Hver aften nævnte den danske stemme fra London en hel række navne i dens udsendelser. Disse navne var kodenavne for de forskellige nedkastningssteder i Danmark, som denne nat ville få besøg af de engelske nedkastningsfly – og hvis navnet ”Winston” var mellem dem, så vidste Nim-gruppen, hvad der skulle ske denne nat.
Til bortkørsel af de nedkastede containere fungerede vognmand Hjerrild i Horsens. Han havde gerne ekstra hjælpere med, og som regel blev disse containere i første omgang hensat i Anton Knudsens lade i Nim, da det var for farligt at komme til Horsens med sådan en last om morgenen.
Ejeren af Hedelund opdagede ret hurtigt, hvad der foregik på hans mark. Men han lod som ingenting. Værre var det med naboen, Christensen på Bolund, som var nazist. Engang, da man var så uheldig, at en container hængte sig i et grantræ, begyndte han at komme med hentydninger. Men alle kunne vist på det tidspunkt se, hvilken vej krigen gik, så han turde nok ikke foretage sig noget.
Pladsen på Hedelund blev også godkendt til nedkastning af faldskærmstropper i tilfælde af en engelsk-amerikansk invasion, fordi den var så let at finde fra oven, da man her havde Gudenåen som rettesnor. I tilfælde af en sådan invasion ville Nim-gruppen få en meget farlig opgave.
Min indtræden i modstandsbevægelsen
Jeg var jo ikke med i gruppen fra dens start og anede da heller ikke noget om dens eksistens. Men så en dag i foråret 1945 kom Fonager cyklende herned og spurgte, om min bror, Christian, og jeg ville indtræde i gruppen. Vi sagde ja med det samme, og vi fik så at vide, at et par af gruppens medlemmer ved en lejlighed havde fået for meget at drikke og var kommet til at tale over sig. Da dette kom Fonager for øre, opløste han øjeblikkelig gruppen, som blev starten igen, da vi indtrådte, men uden de to førnævnte.
Gruppen bestod nu af følgende:
- Pastor Fonager (Nim)
- Peter Troelsen, Snedkermester (Nim)
- Kaj Thomsen, Svend hos Troelsen og gruppens maskingeværskytte (Nim)
- Anton Knudsen, Gårdejer (Nim)
- Verner Sørensen, Landbrugsmedhjælper (Nim)
- Svend Åge Justesen, Tømrersvend (Nim)
- Christian Rasmussen, Smedemester (Nim)
- Svend Jørgen Grabow Olesen (Ennergård)
- Martin Andersen, Lærer (Underup)
- Christian Jepsen (Kollerup)
- Jens Jepsen (Underup Skov)
Nu havde Christian og jeg gået så længe og ventet på at komme med – og så sker der det mærkelige, at en time efter at Fonager havde været hos os, kom Bundgård fra Torp Mejeri og ville have os med i en gruppe, der var dannet i Urup Skov hos Aksel Andersen. Det var den gruppe, som K. Skeldal og A. Palmelund blev medlemmer af, men vi kunne jo ikke være mere end et sted.
Tæt på at blive opdaget
Ved den sidste nedkastning, som Nim-gruppen modtog, var det nær gået galt. Det hele blev som sædvanligt hensat i Anton Knudsens lade, men ikke dækket til – for som Anton sagde: ”Her kommer ingen”.
Så skete det, at der dagen efter kom et hold tyske arbejdssoldater og gravede skyttehuller langs med landevejen fra Nim til Brædstrup. Uden at spørge om tilladelse gik de ind i Anton Knudsens lade for at spise deres mad, og de brugte containerne til siddeplads. Anton Knudsen og Verner Sørensen, der harvede på sin fars mark på den modsatte side af landevejen overfor, kunne følge med i begivenhedernes gang. De gik og svedte koldsved, men mærkeligt nok skete der intet.
Nattearbejde
Vi skulle nu have geværerne gjort rene. Det var også natarbejde – det var besværligt, for de var godt indsmurt i fedt. Vi havde fået tildelt et maskingevær og 10 US karabiner, hvoraf vi fik to byttet med langtrækkende canadiske rifler. Vi skulle nu have disse geværer indskudt, hvilket først foregik i Underup Nederskov.
Denne skydning i skoven om aftenen var dog ikke så heldig, for folk begyndte at snakke om, at tyskerne nok var på øvelse i skoven.
I stedet fandt vi på at bruge Anton Knudsens kartoffelkælder, der nok var 30 meter lang. Her kunne vi stå oprejst og skydningen kunne næsten ikke høres. Der var bare den hage ved det, at den lå for tæt på landevejen, hvor der var en livlig trafik af tyske soldater. Vi posterede så en vagtpost ude i landevejsgrøften. Når posten lettede på hatten, holdt vi inde, til hatten atter kom på hovedet.
Befrielsen
I dagene op til den 1. maj 1945 gik vi alle i en sær spænding. Vi var klar over, at det kun drejede sig om få dage, inden tyskerne måtte kapitulere, men inden da kunne der jo ske meget. Derfor kom det da også for os som en ubeskrivelig glæde og lettelse, da vi den 4. maj om aftenen hørte den danske stemme fra London sige: ”Her er London, vi kan meddele, at tyskerne i Nordtyskland, Danmark, Belgien, Holland og Frankrig har overgivet sig.”
Den 4. maj kl. 4 om morgenen mødtes Nim-gruppen hos Fonager i Nim præstebolig. Modstandsbevægelsen i Horsens havde aftalt med Fonager, at vi i lastbil ville blive hentet for at deltage i politimæssigt arbejde der, men ingen kom efter os. Det var i første omgang en skuffelse, for vi ville jo gerne have været med til at opleve den glæde og feststemning, der var i byen.
Senere anede vi sammenhængen. En ganske ung mand fra modstandsbevægelsen i Horsens havde flere gange optrådt som kurér mellem Horsensfolkene og Nim. Han var bror til en af de to vragede medlemmer i Nim, så at vi ikke fik bud fra Horsens har nok været en hilsen fra ham til Fonager, som dog havde fuldstændig ret i sin afgørelse.
Landet over var der nu glæde, og alle festede. I Torp forsamlingshus skulle der være befrielsesfest om aftenen den 7. maj, hvor Fonager skulle have talt. Han blev dog i sidste øjeblik forhindret, og årsagen hertil følger.
Hver dag var der nu en uendelig march af tyske tropper, og det var et sørgeligt syn at se. Enkelte tyske officerer kunne dog stadig ikke glemme deres hovne herrementalitet – en af disse kom til Nim med en mindre afdeling, her tog de ind på en gård og opførte sig meget frækt og krævende.
Gårdejeren ringede til Fonager og beklagede sig, og så måtte Fonager jo i aktion. Han fik hurtigt fat i Peter Troelsen og Chr. Rasmussen, der blev anbragt således, at de med deres geværer kunne holde Fonager dækket, mens han tog ind på gården, hvor han sendte bud efter den hovne befalingsmand.
Fonager forklarede ham, at hvis han ikke frivilligt ville forlade gården med sine soldater, ville der gå bud til den tyske kommandant i Horsens, der opholdte sig dér for at organisere tilbagetoget. Den frække tysker måtte så give sig og under Fonagers ledelse følge med til Horsens.
Søndag d. 14. maj 1945 samledes modstandsbevægelsen fra hele Horsens og omegn til fest med march gennem Horsens by for til slut at samles på Beringsplads. Pludselig kom en afdeling engelske soldater kørende – de gjorde hold og hilste på os. Det var Montgommerys berømte Ørkenrotter – og vores første møde med de engelske soldater.
I skjul på Torp Mejeri
Det sidste år af besættelsen var for modstandsbevægelsen en bevæget tid. Det tyske sikkerhedspoliti, kaldet Gestapo, lagde ikke fingrene imellem, når de fik fat på en modstandsmand, og de danske stikkere vidste man aldrig, hvor man havde. Derfor udtalte man sig aldrig til folk, man ikke var fuldstændig sikker på. Her i sognet havde vi også en mand af denne type – vi udtalte os aldrig, når han var i nærheden. Hertil skal det siges, at han ikke havde det bedste forhold til et par af sine naboer, og de vidste aldrig, hvornår han ville hævne sig på dem.
Så skete det, at en soldat ved navn René rømmede fra sin tyske garnison i Vinten. Han var Alsacer og derfor tvunget med i krig på tyskernes side. Under sin flugt nordpå kom René ind til en af de føromtalte naboer. Manden gav ham noget at spise, men turde ikke beholde ham – i stedet blev han vist ud til Aksel Andersen i Urup Skov. Her blev han vel modtaget og kom en tid til at bo i en jordhule.
Men manden, vi ikke turde stole på, havde observeret, hvad der var foregået. Han spurtede op til naboen og truede ham med Gestapo. Naboen blev meget bange – han ringede til Aksel Andersen og spurgte, hvad han nu skulle gøre. Aksel Andersen sagde: ”Tag det roligt, det skal vi nemt klare”.
Dagen efter kom der to mænd fra Horsens ud til manden, – de fremkom med trusler og fotograferede hans gård og ham selv, da han ville jage dem væk, fordi de ikke havde noget at gøre på hans enemærker. Pludseligt kiggende han ind i mundingen på en pistol, og de to mænd sagde: ”Nu har vi fotograferet dig og din gård – det mindste vi hører fra dig igen, og du er en død mand!”. Denne ”skryder” blev pludselig en meget lille mand, der påstod, at han var ”den danskeste mand” – han fik til svar: ”Så truer man ikke sin nabo med Gestapo!”.
Efter at have boet i jordhulen nogle dage, kom René over til Bundgård på Torp Mejeri, hvor han opholdt sig, til befrielsen oprandt, uden at nogen opdagede det.
Krigens sidste år – Gestapo og Hipos hærgen
I de sidste krigsår tog tyskerne de hårde metoder i brug for at vise os, hvad der kunne ske, hvis vi ikke makkede ret.
Det begyndte vel nok med mordet på Kaj Munch.
Det var tyskernes eget værk, men Gestapo oprettede nu et brutalt dansk hjælpekorps, som blev kaldt Hipo-korpset (hilfspolizei). Korpset bestod af hvervede danske mænd, som skulle terrorisere den danske befolkning og sætte skræk i dem.
Hipo-korpset kom hærgende fra den ene by til den anden her i landet, hvor de sprængte kulturelle bygninger i luften og dræbte fremtrædende personer – her var det mest vores dygtige læger, det gik ud over.
Engang begyndte korpset sin hærgen først i Århus, dernæst Randers og Hobro. Herfra gik der bud til modstandsbevægelsen i Ålborg, da man regnede med, at de ville kunne nå frem og hjælpe. Det kom også til at holde stik.
Et sted i Rold Skov var der på begge sider af landevejen opstillet brændestabler. Bag disse blev to modstandsfolk posteret med hver sit maskingevær. Da Hipo-bilen var inden for rækkevidde, begyndte de to maskingeværer at knalde. Bilen gik i grøften, og de to mænd sørgede for, at ingen af de fem terrorister overlevede – der blev endda tid til at tage et billede af situationen.
Tyskerne fik aldrig opklaret, hvem der ordnede dette, men det lagde i hvert fald en dæmper på Hipokorpsets hærgen, da de opdagede, at de ikke længere var beskyttet af værnemagten.
Dette her nævnte belyser lidt om danskernes forhold under den tyske besættelse. Med dette indlæg er det mit håb, at det ikke må blive glemt, hvad den danske befolkning har været igennem i besættelsesårene 1940-1945.
Kilde: Fra Hjemstavnsarkivet i Brædstrup – mærket: ”Må først åbnes år 2000”
Foto: Modstandsgruppe i Nim, foto fra 10. maj 1945 (kilde: Hjemstavnsarkivet i Brædstrup)
