Af Trine Rosenbæk
Vest for Skanderborgvej i dalstrøget mellem Underup og Nim ligger Porskær Mose som en stille sidedal til Gudenådalen. Porskær Mose strækker sig over 30 ha. fra Gudenåen mod vest til vandskellet ved Underup i øst. I dag afvandes mosen af en bæk med udløb i Gudenåen. I forhistorisk tid derimod har mosen formentlig udgjort en sejlbar sø, hvor vandskellet mellem Gudenådalen og Hanstedådalen mellem Underup og Nim har udgjort en central hovedfærdselsåre for grupper af mennesker, der har ønsket at bevæge sig fra syd til nord eller omvendt.
I dag ligger mosen stille hen, og beboere på begge sider af mosen kan nyde områdets fugle- og dyreliv i ro og mag. Men i perioden omkring den sene bronzealder og tidlige jernalder blev der ofret store mængder våben og krigsbytte i mosen, hvilket vidner om, at området enten har været betragtet som helligt eller har været skueplads for større krigshandlinger – måske begge dele.
De første fund
Første gang, der er blevet rapporteret fund af oldsager fra Porskær Mose, var i 1867, hvor husmand og dannebrogsmand Peder Christensen fra Underup i forbindelse med tørvegravning i sin moselod fandt menneskeknogler, et guldarmbånd i to stykker, en spydspids og et stykke af en snoet guldstang. Han indleverede fundene til den lokale herredsfoged, der efterfølgende sendte dem videre til stiftamtmanden i Aarhus, som afleverede dem på det kongelige museum for nordiske oldsager i København. Museet udbetalte guldværdien af fundet, 132,48 rigsdaler, til husmanden – en anseelig sum, der dengang svarede til mere end et halvt års løn.
I de efterfølgende år indsendte lokale tørvegravere med jævne mellemrum småfund til museet i København eller til Doktor Lindemands samling i Horsens (senere Horsens Museum), hvor en stor del af fundene stadig kan ses. Blandt de mest spændende fund er et bronzekar og en sølvknap eller mønt fordybet med et forgyldt billede af en gud eller et idol.
Desværre var landets få arkæologer i netop disse år optaget af 1864-krigens efterdønninger – herunder de dramatiske forhandlinger med tyskerne om retten til arkæologiske fund i Flensborg (Nydamsbåden), hvorfor mosefundene ved Porskær hurtigt blev ”glemt”.
Udgravning
I 1870’erne dukkede flere fund dog op, og i 1878 besøgte den dengang danmarksberømte arkæolog og moseekspert, professor Conrad Engelhardt, mosen for første gang. I 1880 kom han tilbage og gennemførte en midlertidig prøvegravning på et lille moseareal på 66 m2 på Rasmus Sørensens jordlod (placeringen kendes ikke, da matrikelnummer er ukendt). Professoren skrev efterfølgende i sin beretning, der er dateret: Nim Kro d. 2. juli 1880:
”Udbyttet af mine gravninger i Underup Mose tillader jeg mig herved at fremsende: Brudstykke af et knivskaft af træ, 24 dupsko, 5 sværdknapper, 2 midtbeslag til en sværdskede, 2 spænder, 2 niptænger i ringe, brudstykke af en kam af ben, 1 hængedup, 8 knapper og perler, 1 glasperle, 1 træperle, rund og flad, der gik i stykker ved uforsigtighed, 1 hængeprydelse med øsken, 4 beslag, brudstykker af lerkar og 3 dyreknogler” .
Engelhardt, der ses på fotografiet til venstre, udtrykte tilfredshed med fundet på de 66 m2, der vidnede om, at der var meget mere at komme efter. Han gjorde et stykke solidt arbejde med at overbevise bønderne om ikke at brænde tørven af hensyn til det arkæologiske potentiale i den 300.000 m2 store mose. Om professoren havde til hensigt at vende tilbage til Porskær vides ikke – også dengang var arkæologiske udgravninger omkostningstunge, og det tog tid at rejse økonomisk støtte til sådanne projekter – men da Engelhardt døde året efter i 1881, røg Porskær Mose endnu engang i glemmebogen.
Potentialet i Porskær Mose
Alt tyder på, at fundene i Porskær Mose – både dem fra de nationale og private samlinger, og de mange fund, der må antages at være udokumenteret (bl.a. en guldring, der blev solgt videre til en lokal guldsmed) – bare er toppen af isbjerget. Når man tænker på, hvor meget der blev fundet på de bare 66 m2, kan man kun fantasere om, hvor mange smukke og værdifulde genstande der endnu ligger begravet under mosens fugtige tørvelag (hvis altså ikke afvandingen af mosen har ødelagt det arkæologiske materiale)…
Når man ser fundene i sammenhæng med de øvrige krigsbyttefund fra perioden – og når man ser på de konkrete genstande, kan man udlede, at de besejrede hære formentlig er kommet fra Norge og Sverige, samt måske fra det nordlige Tyskland, Bornholm og Østersø-området.
Fra andre våbenofferfund – bl.a. fundet ved Illeup Ådal – ved man, at genstandene ofte blev sorteret, inden de blev lagt i mosen, sådan at sværd blev sænket ét sted, bælter et andet osv. Det bemærkelsesværdige fund af de mange dupsko (som afbildet til højre) til sværdskeder tyder på, at den matrikel, som Engelhardt udgravede i 1880, netop var beregnet til dupsko og sværdbeslag. Denne opdeling af mosen i bestemte områder er især interessant, fordi den kan følges gennem 3-4 forskellige omgange af ofringer over en perioden på ca. 300 år. De første fund stammer fra år 210-260 e. Kr. Det næste menes at være foretaget omkring år 375-450 e. Kr. og igen 450-520 e. Kr. Og endeligt er der foretaget en sidste ofring ca. år 475-530 e. Kr. I hele denne periode har den person, der har stået i spidsen for ofringen altså vidst nøjagtigt hvor i mosen, at de forskellige genstande skulle placeres. Dette tyder ikke bare på, at der er foregået flere store slag i området – men også, at mosen har været en form for hellig grund, som lokalbefolkningen har tillagt stor guddommelig værdi.
Et helligt sted
At området har været betragtet som en helligdom er måske ikke helt overraskende, når man tænker på placeringen lige op ad Gudenåen. Gudenåen er opkaldt efter ”Guthen” afledt af Gud og med betydningen: ”den til guderne indviede”. Selvom dette navn – og før dette navnet ”Gutensse” – kun kan føres tilbage til henholdsvis 1437 og 1200 e. Kr., så er der masser af grund til at tro, at der også i jernalderen og bronzealderen har været knyttet en guddommelig status til åen og vandspejlet generel.
Dengang troede man, at vandet og floden udgjorde en overgang mellem menneskenes og åndernes verden. Vandet var bindeled mellem de to verdener og spejlede hinanden, og når man ofrede i moser og vandløb brød, man således grænsen mellem de to verdener. Krigsbytteofringerne er en kollektiv offerform, der afspejler samfundets hierarki, hvor krigere og ryttere udgjorde en elite i befolkningen.
Våbenofferfund var et symbol på, at man nedlagde våbnene – offermaterialet blev ofte skilt ad eller tilintetgjort, inden de blev nedsænket som et tegn på, at truslen var udraderet og hverken kunne leve videre blandt mennesker eller ånder. Samtidig var det et tegn på velstand, at man kunne ofre rige mængder gaver til guderne: Rig er og bliver den, der kan give sin gave til guderne som tak for sejr i stedet for selv at beholde udbyttet!
Se video om Porskær Mose – lavet og fortalt af elever på Nim Skole:
Kilder og fotos:
Artikel af Charlotte Fabech: “Krigsbytteofferfund fra Porskær Mose”, Horsens Leksikon (weblink)
Horsens Museum: “Gudenåen – ofringer i Porskær Mose”, artikel på Historisk Atlas (weblink)
Svend Nørregård Hansen: ”Porskær-fundet” i Brædstrup Hjemstavnsforenings årsskrift 2006
